Pusler med lidt historie

Jeg er lige så forsigtigt gået i tænkeboksen for et nyt projekt, som forhåbentligvis bliver til noget henover de kommende måneder…..hvor jeg skal designe nogle nye produkter til museer som har referencer til historie, med masser autencitet, nutidighed, æstetik, tydelige budskaber og høj kvalitet.

Landsmuseet i Nuuk har længe gerne ville udvide deres sortiment til at omfatte nye designprodukter med tydelige historiske præg, oveni har Nationalmuseet i København en stor udstilling til efteråret “Pels”, som tager os rundt i de arktiske egne, samt åbningen af Moesgårds nye Museum i nærheden af Århus også til efteråret, der i deres etnografiske styrke arbejder meget med vikinge-nordbotiden omkring Grønland…..og de skulle gerne have lidt objekter…..

Det kommer stadig bagpå mig, at hver gang jeg skal igang med et nyt design er rastløsheden en tro følgesvend. Den der rumsteren, som handler mere om indsamling af løse fragmenter af ideer, tanker og forestillinger om retninger, som udefra set ligner mere en kvinde som drikker kaffe, vander blomster, ordner vasketøj, eller står stille og glor ud af vinduerne. Indeni er det ligesom en tragt, fuld af billeder, stemninger, oplevelser af hvordan det skal opleves at have det i hånden det der udefinerlige som endnu ikke har taget form….meditationen er det første jeg kaster mig over inden jeg sætter mig til skitsebogen…så sindet er lidt renset…

Jeg er selvfølgelig blevet meget mere ven med processen henover årene, men jeg skal altid lige igennem uroen i maven, og fortælle mig selv at det må tage sin tid, intet kan forceres, alt imens bunkerne af noter og skitser vokser i strittende retninger, og på ingen måde i samme fortløbende hæfte, men på det forhåndenværende. Selvfølgelig er en ny skitsebog altid velkommen, helst Seawhite, en stor kvadratisk een er lykken, for de er så smukke, og det gør jo ikke noget at man bliver lidt glad når man ser bogen.

Og ja et tilsyneladende kompliceret strikmønster fremmer også altid processen her i huset, 10 pinde kan gøre underværker, og så tilbage til bordet og arbejde….sideløbende med de vigtige pauser…gåturene, maden og lidt musik….

Der kommer altid et resultat ud af hovedet og min Pilot Pen, men sjældent som først antaget.

Strandperler

Helga Mogensen er en islandsk designer, kunstner og guldsmed, som arbejder i et bredere felt af guldsmedekunst, husflid, design. Hun har lavet nogle små tableauer eller unikaer som udtrykker naturen på en dejlig rå måde, som den islandske natur, der bliver ikke lagt fingre imellem i udtrykket, det gør det nærværende og tiltrækkende.

Hun finder meget af sit udtryk i hendes barndomsoplevelser i sommerferien på nordkysten af Island, hvor havet magisk øser af gamle sko, drivtømmer, sten, skaller og ting der har ligget i havet længe. Jeg genkender følelsen af at synes det er en drøm at tage gummistøvlerne på og trave op og ned af strandene, med snuden vendt nedad i håb om pludselig at finde liiiige den sten eller lille skat der indrammer dagens tur.

Det er de små ting der ofte tæller i den skabende proces, som den lille fugl jeg lige har opdaget der har trykket sig tæt op ad gelænderstolpen på terrassen og som tydeligt sover, sådan som den har dukket hovedet ned i vingerne. Jeg har tit undret mig over hvor alle fuglene bliver af om natten, når vi nu ikke strøer os om med træer…et lille mysterie er løst…een af dem har fundet et trygt sted på min ramponerede terrasse, mon ikke den finder en lille plads i den skabende proces een dag…..Helga har i hvert fald lavet nogle meget smukke fugle sølv ørestikkere, de viste er i oxyderet sølv…..der sniger sig sågar interiør ind i unikaerne…hvor mon det kommer fra?….

Hvis I Iægger vejen forbi Reykjavik kan I finde hende i galleributikken Kirsuberjatréð, som har virkelig godt håndværk og design, og så er butiksejeren et besøg værd med hendes dejlige og varme udstråling.

En sjov finne

lost in the woods / gammel børste

cold feet under the blanket

potholders / grydelapper

viskelæderkunst

æg og hvide

…….det var hende her jeg ville skrive om, før den der helikopter kom ind i billedet…..Anu Tuominen, en finne med en del kunstværker der kredser om samlinger, næsten lidt neurotisk. Hun har altid hverdagsting og aspekter i centrum og genbruger helt almindelige ting i hendes værker, laver nye præsentationer af dem, eller viser dem fra nye sider. Som værket Cold Feet under the Blanket, natursten fundet ved det arktiske hav, der fuldstændig ligner fødder, det er et meget fint værk. Hun har fået meget bevågenhed på hendes grydelapkunstværker, som i sig selv er ret imponerende i omfang og farver.

Rigtig mange af hendes værker arbejder i det tekstile område og omkring processen. Der er masser trevleværker, hvor der enten bliver trevlet op eller skabt noget. Desværre har jeg ikke kunnet finde nogen hjemmeside på hende, men der findes masser om hende på nettet man kan blive inspireret af…..

Lidt S-61

….det var egentlig slet ikke det her jeg skulle skrive, men er blevet meget blød om hjertet over lyden derude fra fjorden lige nu, og synet af mit absolut yndlings transportmiddel, en S-61’er (Sikorsky 61), som virkelig er nostalgi heroppe og har været det primære transportmiddel her og hisset.

Lige nu har de vist gang i en større redningsøvelse med en hel del involverede, der bliver firet mennesker op kan jeg se med mit blotte øje, og når jeg virkelig tager mig sammen, for jeg er ikke en ørn til at se igennem en kikkert (jeg er heldigvis undskyldt pga. en konstruktionsfejl, der betyder kikkertkikning nærmest er en umulighed for mig).

Mit absolut første ord før anaana og ataata (mor og far), var “kopter” for helikopter, fordi jeg havde mine første barneår på Knud Rasmussens Højskole i Sisimiut og havde udsigt lige ud til heliporten. Ofte når der kom helikoptere svingede mine forældre mig op til vinduet, og den begejstring har så holdt ved.

Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har stået i Fælledparken, inden de fik landingsplads på taget af Riget, og betragtet redningsflådens piloter ankomme med patienter, tit fik jeg en sludder med piloterne, mange af dem havde fløjet i Grønland….nu er det nærmest en sjældenhed vi ser helikopteren heroppe på de her kanter hvor jeg bor……piv….

Plastik og Goldfingers

Jantje Fleischhuet en tyskfødt guldsmed uddannet i Tyskland og Holland tog mig med storm sidste sommer, eller i det mindste hendes smykker, da jeg lagde vejen forbi Goldfingers i København, et sted med Contemporary Jewellery, og som repræseneterer Jantje og en større gruppe guldsmede med det til fælles, at de alle sprænger rammerne for guldsmedekunst og design…..

Ikke alene er det et sted med meget høj kvalitet af nutidig smykkekunst, men også vildt tvistede smykker, super håndværk, masser humor og måske det mest interessante sted i DK indenfor smykker. De kan og vil noget udover det klassiske og det er det der gør dem modige og visionære…

Men Jantjes smykker er ofte plastik og atter plastik, og mit eget smykke som i udformningen er som på billedet nedenfor, bare i en anden farvesammensætning, skulle lige indleveres til hendes reparationshænder, eftersom hun selv støber og farver alle hendes materialer på hendes værksted i Amsterdam.

Jeg kalder det mit hønseringssmykke og det har fået sig nogen verbale drag over nakken og hånlige kommentarer på vejen…men det er intet i forhold til hvor meget jeg elsker det…lyden af det på mit bryst, farvesammensætningen, størrelsen, materialerne som er så venlige i nakken, det legende element, sjovt nok synes alle børn det er et rigtig interessant smykke, gudske tak og lov for børn, de har friheden i behold…

Min iranske blomstergud

Jeg kom til at tænke på min iranske blomsterhandler i Blågaardsgade på Nørrebro da jeg så den her buket…den har noget meget mellemøstligt over sig, tyngden, farvesammensætningen, teksturerne, udtrykket, dramaet, måden de forskellige blomster får hinanden til at lyse op og være selvstændige i en større gruppe.

Jeg elskede at hente buketter hos hende, som værtindegaver, mine egne sædvanlige fredagsbuketter (jeg elsker friske blomster i huset hver uge),  diverse fejringer….og bare fordi hun inspirerede så utrolig meget med hendes blomstersammensætninger, lige så tårerne kunne trille af ren forundring over al den skønhed hun kunne skabe…..hun må have spredt meget glæde i den tid hun levede….og har inspireret mig rigtig rigtig tit i mine egne blomsterarrangementer for kunder…

“Hvis det stadig er i dine tanker er det værd at tage risikoen” citat Coelho

Een af mine absolut favoritforfattere er den brasilianske forfatter Paolo Coelho, som har udgivet en lang række bøger, solgt i 56 mio. eksemplarer, hvilket må siges at ramme en bred gruppe mennesker verden over.

Emnerne kredser altid om menneskers dilemmaer, spiritualitet, og det at vandre vores egen vej i livet og tillade det skæve liv, hvilket han til fulde selv har med i bagagen. Som ganske ung blev han tvangsindlagt på et psykiatrisk hospital 3 års tid, da han forældre ikke vidste hvad de skulle stille op med ham og hans for dem anderledes tankegang og trang til at blive forfatter.  Umiddelbart efter forsøgte han at læse jura et års tid i troen på at skriveriet skulle lægges på hylden, hvilket selvfølgelig (og heldigvis for os andre) ikke lykkedes.

Han er absolut et læsebekendtskab værdig og der står stadig et par af hans bøger på engelsk i reolen som ikke er læst endnu, som skal læses når der er 2-3 sammenhængende dage, hvor jeg læser dem i ét hug uden forstyrrelse. Der er ikke noget som at læse en bog i een køre, og før jeg fik børn læste jeg gerne 5 romaner om ugen, den tid kommer igen om nogle år….han efterlader altid een i en meget nuanceret eftertænksomhed….og at livet er farverigt.

…”The Devil and Miss Prym” er een af mine favoritter blandt hans bøger….Plottet handler om hverdagens valg, kampen mellem det gode og det onde, og endeligt at vores valg gør forskellen, men at vi skal tage ansvaret for vores handlinger.

Ret enkelt idag….

….det er kærlighed til øjnene….

Tilværelsens bjerge

….det er een af de dage hvor barndomsrytmen smelter sammen med voksenlivet….og livet ligesom står lidt stille i udkogte grøntsager, skrattende Coltrane på ghettoblasteren, historiefortælling af tandløse gamle forældres venner man til bevidstløshed har set hele livet, taknemmelighed af vemod og varme over deres fortsatte latter, legende fætre og kusiner der har startet deres egne liv, alle disse velkendte ansigter der er her lidt endnu men kun lidt endnu…og hvad så bagefter….hvem fortsætter festen?….

Det er så kortvarigt…denne gøren og laden i detaljer har i virkeligheden ingen betydning…har vi elsket, har vi oplevet, turdet være der…hellere være ung nok til at gøre det uanset hvad end gammel nok til at vide bedre….mod er nøgleordet og at leve i den vilde luft og forstå at tilværelsen ikke kan begribes endsige være normal…der er blot denne fortsatte fremadrettede bevægelse af én fod foran den anden der bestiger tilværelsens mangeartede bjerge og de der kys helvede ud af livet…

Dagens ord