Åbningen af Nuuk Lokalmuseum

Enhver by skal kende sin egen historie – eller rettere sagt, så skal byens borgere kende deres bys historie. Da Nuuk Lokalmuseum for første gang slog dørene op for gæster og bysbørn var det derfor også et langvarigt ønske, der blev opfyldt.

I de seneste årtier har der været et voksende ønske om, at Nuuk skulle have sit eget lokalhistoriske museum. Det skulle være et sted, hvor Nuuks borgere kunne komme og samles om deres egen bys historie, og da foreningen ’Nuuks lokalhistorie’ blev stiftet i 2011 begyndte tingene at tage fart. Gode kræfter samledes om det fælles mål at skabe et museum, der kunne vise den udvikling, som Nuuk har været igennem fra grundlæggelsen i 1721 og frem til nutidens levende og pulserende hovedstad.

Selve åbningen af museet var et par festlige timer, hvor musikskolens strygeorkester gav prøver på den klassiske musik, mens man også kunne høre Arqaluartaa fortælle om sin bog ’Smukke mennesker i Nuuk’. Kulturaftenen blev rundet af med farverig maskedans fremført af Najattaajaraq.

Undervejs i aftenens kulturelle program holdt 2. viceborgmester Ane Egede Mathæussen en tale og stod for den officielle åbning af det nye museum.

”Jeg synes, det er et stort og flot arbejde, der er lagt i det hele, og jeg glæder mig til følge museets udvikling de kommende år,” sagde Ane Egede Mathæussen. ”Det er uden tvivl en berigelse for vores by, og det er jo egentligt skørt, at vi har ventet så længe på dette museum, da vi her hos os i Nuuk har en af de mest spændende byhistorier, som Grønland har at byde på – lige fra Hans Egedes ankomst og frem til nu.”

Det er målet, at udstillingerne på museet skal favne bredt og strække sig helt tilbage til de tidligste tider, men i begyndelsen vil fokus hovedsageligt være rettet mod tiden omkring 1950’erne, hvor Nuuk virkelig begyndte at vokse.

”Jeg er glad for, at der nu bliver taget så godt hånd om vores fælles fortid,” sagde Ane Egede Mathæussen. ”For udvikling og fremskridt står stærkest, når man også husker at holde fast i, hvor det hele begyndte – og hvem der undervejs knoklede for, at udviklingen blev mulig. Derfor har vi brug for et godt lokalmuseum, for der er jo også færre og færre, der kan huske, hvordan Nuuk var i for eksempel 50’erne eller i 30’erne.”

Museumsleder Vinni Sølvblad gav udtryk for, at der er mange store planer for museet, hvor hun ud over nye udstillinger også planlægger fortælleaftener, byvandringer, skoletjeneste og hvad der ellers dukker op af input og muligheder. Vinni takkede i varme ord de håndværkere, der har knoklet med at få udstillingen klar til tiden samt Indretningsarkitekt samt designer Aviâja Szomlaiski Olsen, der har stået for det samlede udtryk, design og indretningen af museet.

Nuuk lokalmuseum holder fremover åbent for offentligheden hver søndag klokken 13 til 17. Derudover er der åbent for byens institutioner tirsdag og torsdag klokken 10 til 15. I sommerperioden vil museet have udvidede åbningstider og blandt andet holde åbent, når krydstogtskibe lægger til i byen.

 

 

Genbrugskunst

Kunstværk, ly, solskærm lavet af klipklapsåler fundet i landskabet, vasket og skåret i samme størrelse og omdannet til det her. I det her tilfælde er det som et ly for regnen eller den stærke afrikanske sol. For mig er det et lille kunstværk skabt i år af Christophe Machet og Maurice Nagalo og udstilles på Fabbrica del Vapore i Milano.

Det er meget smukt med farverne, og der må være en hel del af de der klipklappere for at danne et ly. Genbrugskunst-arkitektur-brugsting og bæredygtighedstankegangen har været undervejs længe, og udøves nok primært i ulandsprojekter, flygtningelejre, økosamfund og den fremherskende simplicity-kultur, som sigter efter det gode liv uden at bidrage yderligere til forbrugersamfundet.

2273353458b5dbc0e5e5e99c5ed61066

Vand og skulpturer

Nu vi er i museumsverdenen, dyk ned til undervandsmuseet i Cancun, Mexico, og opdag en skulpturpark. Det må da være det mest forunderlige, særlige og en helt ny måde at sanse skulpturer på. Det er kunstneren Jason deCaires som har skabt over 400 skulpturer på 4 – 9 meters dybde. Jeg er helt forelsket i tanken bag projektet, det må være en virkelig dejlig oplevelse…lyset, dyre- og plantelivet, skulpturerne og påvirkningen fra omgivelserne. Alene billederne her er så smukke og rørende.

Moesgaard Museum

Moesgaard Museum

Moesgaard Museum

Jeg har fået en invitation til at se Moesgaards etnografiske samling af husets udstillingskoordinator og visuelle antropolog. Museet er lukket i denne tid fordi de bygger et nyt verdensklasse museum, tegnet af Henning Larsens Tegnestue, se billede og link, hvilket gør det ekstra spændende at gå på opdagelse i udstillinger og bagom tingene.

De er ved at skabe en helt ny slags udstillingsform på tværs af mange faggrupper, da man har ønsket at få et så bredspektret input og vinkling på formidling af historie og samling, og det i sig selv er rigtig interessant….jeg prøver at trylle så jeg kan få enderne til at mødes….og tager kameraet under armen….man ved jo aldrig hvad man falder over.

 

Vindueskiggeri

En aften i Venedig i sommeren vi har forladt passerede jeg en lille guldsmedeforretning og blev trukket hen af vinduesudsmykningen, som så lidt fransk ud. De var så livlige de små vinduer, at jeg slet ikke bemærkede smykker eller deres varer, men kun vinduesdekorationen. De har gjort deres arbejde for butikken, og alligevel var dekorationen mere interessant end selve varen.

Det er en gylden balance at udsmykke, dekorere vinduer, for det skal kunne mange ting. Invitere på kort og lang afstand, præsentere butikkens image og indhold, skabe effektfulde blikfang der er anderledes end nabobutikken, samtidig synes jeg personligt også at det kun skal være et mindre udvalg i vinduet, for lige præcis at give gæsten ekstra opdagelser når de så kommer ind. Der er ikke noget som overbroderede vinduesudsmykninger, hvor man har villet det hele, det har modsatte effekt, det udvander budskabet. Det kræver noget mod at turde udvælge, og kendskab til iscenesættelse på det man tror man kan få solgt.

Vinduer er sjove, og skal være dynamiske og omskiftelige, det er butikkens klæder, vi andre skifter også ofte tøj efter omstændigheder og humør. De dejligste vinduer jeg har arbejdet med er 7 smukke smalle vinduer i en 1700 tals bygning i Fiolstræde.

Det var op mod påske, butikken solgte primært snedkermøbler, men jeg fik bestilt en bunke æg hjem til salg, vagtel-, hønse-, ande-, gåseæg og nogen flere jeg ikke husker navn på længere, der var vist 7 forskellige slags æg.

I hver enkelt af de 7 fik jeg sat snor i og hængte dem så, så ægget svævede 2 cm over bunden af vinduet og for resten af vinduet var der snor og luft! Der hang de 7 forskellige æg side om side og strålede om kamp i størrelse, farver og form. Simpelt og alligevel meget effektfuldt, der blev solgt æg og æg og æg, og med i købet kom selvfølgelig møbler i tiden efter….

Mere akvarel

I gråtoneskalaen….som egentlig er så svær at arbejde i, fordi det er nuancerne som giver rumligheden, perspektivet og indholdet….de her er dejligt vilde, abstrakte og forføreriske på en sælsom måde….

Jeg besøgte Nordiska Akvarell Museet i Skärhamn, Sverige i 2010, hvor de havde en stor Louise Bourgeois udstilling, samtidig med andre akvareller i stor skala. Tænk akvarel kan være så monumentalt og kraftigt i sit udtryk. Sidenhen har jeg siddet med nogle fagfæller og diskuteret hvorvidt akvarel er kunst eller ej, eller blot et forlægsmateriale for den rigtige kunst i akryl og olie. Der er delte meninger. Jeg hælder nu til at kunst kan udtrykkes i alle medier!

Akvarel er et flygtigt, nogen gange svært medie at arbejde i….og det tager sin tid at blive ven med det, for ikke at sige habil i det…time efter time har jeg siddet med det…og har altid elsket at male med akvarel. Sjovt nok har jeg holdt mig langt væk fra olie og akryl, både af respekt, lugten fra olie som jeg ikke kan snuppe, og sikkert andre gode undskyldninger for min egen frygt for at kaste mig ud i det! man behøver selvfølgelig heller ikke prøve alt….men ligger og frister….

Snart JUL….

jul er én af mine yndlingshøjtider….ikke at jeg nogensinde når al det jeg har ambitioner om, men herhjemme er der ALTID ret hyggeligt….det er lige om hjørnet, det snér derude, og inden længe er der et julemarked hvor der skal langes nogen ting over disken….så der skal snart produceres foran symaskine, i køkkenet, med penslerne, og strikkepindene har allerede været igang….

Her blot lidt skønne fotos med julestemninger. Hvilket fik mig til at tænke på ét år for en hel del år siden, hvor jeg juleudsmykkede hele Nordatlantens Brygge. Et af udsmykningerne var blandt andet som et af de vedhæftede billeder, af et juletræ hængt op i loftet med toppen vendt nedad. Jeg valgte bare et træ som havde ligget i skoven i mange år, som havde mistet alle nålene, så det havde et meget sælsomt udtryk…..som det hang der med lyskæde og fortalte end anden historie om jul….

Jul er stemning, og den kan laves med så få og enkle midler at alle kan være med. Her et par eksempler på noget af det vi kan lave…..

This slideshow requires JavaScript.